26. maj 2025
Det er dyrt at blive klippet. Hvorfor ikke lære det selv og få andre med?
Hvad sker der, når man overlader det til de unge selv at komme med ideer til, hvad der kan forbedre deres trivsel og livsglæde? Og endda lader andre unge beslutte, hvilke ideer, der skal have støtte? Det satte Ungdomsbureauet og TrygFonden sig til at undersøge med en 150.000 kroners ny ’Godt-i-gang-kasse’ i Syddanmark. Læs her om ét af de overraskende projekter, der fik støtte.
Tekst
Christian Nørr

Fra dyre frisurer til iværksætterdrømme
Det startede med en særlig frisure, der kræver klipning flere gange om ugen. Den slags løber hurtigt op, når man er 15 år. Men én ting trumfer pengene, når man er teenager, og det er udseendet og ’the look’, hvis man skal stå skarpt på gaden og blandt ens kammerater.”En tapper-cut skal man have næsten hver anden dag, hvis den skal stå skarpt. Det løber hurtigt op, så vi tænkte: Hvorfor ikke lære det selv? Der er mange penge at spare. Måske kunne vi endda starte en lille forretning med en Tik Tok profil og inspirere andre og skabe et fællesskab omkring det at være kreative med klipperen.”
De tre drenge – Yahiya, Zakaria og Jonas fra Vollsmose i Odense – fortæller begejstret om deres ide, der nu har fået endnu mere vind i sejlene, da de har søgt Ungdomsbureauets og TrygFondens ’Godt-i-gang-kasse’ og fået tilsagn om 15.000 kr. til at folde deres ide ud.
Fakta: ’Godt i gang Kassen’
- 150.000 kr. er blevet uddelt til 18 konkrete unge-trivselsprojekter i Syddanmark
- De spænder fra udendørs hyggerum, støtte til en festival, et fællesområde med airhockey, bordtennis og cafédrømme til croquis med DJ og klippeværksteder.
- Alle ideer til projekterne er kommet direkte fra de unge. Og det er et ungepanel på 10 unge i samme aldersgruppe, som dem, der har fået støtte, der har vurderet ansøgningerne og besluttet, hvem der skal have midler.
- Ungdomsbureauet har stået for indsatsen. TryghedsGruppens regionale råd i Syddanmark har bevilliget midlerne og har ønsket at afprøve en helt ny måde at støtte de gode ideer på, hvor både ide og beslutning om støtte kommer fra målgruppen selv.
Læs mere her: Godt-i-gang-kassen | Ungdomsbureauet
Unge støtter unge
En ide, som de helt selv har fået, lavet om til en ansøgning sammen med deres ungdomsklub ‘UngOdense’ og sendt ind til Ungdomsbureauet, hvor det er et panel af andre unge, der har vurderet ansøgningerne og besluttet, hvem der skulle have støtte.
”Og det fik vi! Vi var så heldige, at de kunne se ideen med det, vi ville – og at det rakte ud over os selv. Det er total cool, at det faktisk er andre unge, der har troet på os og synes, at projektet fortjener at få støtte. Det gør os bare endnu mere motiverede,” lyder det fra de tre Vollsmose-drenge.
Fakta: Klip for fremtiden
- Formål: At styrke skoletrætte unges selvtillid og engagement gennem frisørforløb og vise nye veje til uddannelse og job i fremtiden.
- 3 måneders forløb med frisørkurser 1-2 gange om ugen.
- UngOdense og en lokal frisørsalon støtter projektet med materialer og undervisningstimer.
- Målet er at få 15-20 unge til at være med i alderen 15 til 18 år.
Unge får professionel sparring med lokal frisør
UngOdense har valgt at støtte projektet og skaffet en professionel lokal frisør, der gerne vil være med. De forventede op til 15-20 unge skal igennem et 3 måneders forløb med undervisning, praktik og en masse læring sammen. Alt sammen baseret på de unges præmisser og engagement – og hvor både det faglige i frisørfaget og det sociale mellem de unge er i højsæde.